Dubai er på mange måde en fantastisk by. I weekenden var Ninna på besøg, og vi fik virkeligt set Dubai fra den cool side: To super restaurant besøg (den ene placeret på stranden, den anden på træpiller ude i vandet!), drinks på en beach club, sol ved svimming poolen, strandtur, shopping (incl. køb af 4 bordtennis bats… don’t ask!) etc. Alene vejret er rigelig grund til at være hernede og ikke i DK:-)
Det begynder dog efterhånden at gå op for mig, at det ikke kun er varmens skyld, at jeg om aftenen er så træt, at jeg som regel falder omkuld uden at lægge mærke til det. Det skyldes primært den helt specielle ’Dubai logic’, som jeg som nyankommen ikke helt har fået ind på rygraden. Rutinerede expats har efterhånden tilegnet sig en forholdsvis apatisk accept af tingenes tilstand, hvilket gør, at de kan komme igennem de fleste dage uden at bruge unødig energi på irritation og udfordring af den måde alt fungerer på. Med andre ord – det at man har bygget en millionby op på rekordtid og samtidigt forsøger at gøre den til verdens 8. vidunder afstedkommer pænt mange mærkværdige indretninger, og det må man altså bare lære acceptere. Ellers så kan man slet ikke fungere.
Lad mig give et par eksempler
- I Dubai er der to teleudbydere: Det gamle hæderkronede ’Etisalat’ og det nye, smarte ’Du’ (begge firmaer formentligt ejet af samme sheik). Hos førstnævnte kan man læse på nettet, at man kan købe mobilt bredbånd (så man kan være på nettet overalt). For mere info omkring dette produkt skal man ringe til deres centrale servicecenter, som håndterer alle kundeforespørgsler (internet, mobil, fastnet etc.). Nummeret ’101’ er således det eneste ’Etisalat’ tlf. nummer man kan finde nogen som helst steder på nettet. Der er så lige den finte – at hvis man har et telefonnummer hos ’Du’ (som ca. 2-300.000 mennesker har i Dubai), så kan man ikke ringe 101 op. Det brugte jeg så en halv dag på at forstå, men konklusionen forblev den samme. Det svarer altså til, at alle med et Sonofon abonnement ikke kan komme i kontakt med TDC! Da jeg endelig fandt frem til Etisalats regionale kontor, hvor man kan købe mobilt bredbånd, havde de aldrig hørt om problematikken, men efter gentagne testopkald kunne de godt se, at det var et problem, som jeg var velkommen til at gå videre med!
- Et lidt kortere eksempel. Vi er næsten nået igennem ansøgningsprocessen for at få vores firmalicens. Jan var forbi og skulle bare skrive under på de sidste papirer. Alt er klappet og klart, men så spørger de efter vores firmaadresse. Hvortil Jan svarer i fuld overensstemmelse med sandheden, at vi kan ikke kan tage et lejemål, før vi har vores licens. Men myndighederne står fast: Man kan ikke få sin licens uden at have en adresse (privatadresse dur selvfølgelig ikke) og så er man ligesom fanget i en catch 22. Tak for den. Så nu er vi på jagt efter et midlertidigt kontor, hvor udlejeren er klar til at bøje reglerne…super!
- Trafik er et helt kapitel for sig. Gentagne gange har jeg oplevet jf. skiltningen at være på rette vej, men så sker der det, at det sidste skilt – det der viser afkørslen – har man ikke lige fået sat op. Og så ender man som regel med at skulle køre 40 km i den gale retning, før man kan få vendt om. Jeg har således i denne uge præsteret at køre tanken tom på 3 dages bykørsel (vi snakker altså over 500 km!)
Forstå mig ret. Jeg er stadig super glad for at være her. Dette er helt klart en oplevelse for livet. Det tager bare lidt tid at forene sig med at små opgaver som vil tage 15-20 min derhjemme, sagtens kan fylde en halv dag her. Jeg skal nok få det lært…!
Ps. Tog lige 10 sek video fra en legendarisk taxi tur Jan og jeg havde på onsdagens tur til Kuwait (der er altså bare et eller andet med Kuwait!). Taxa chaufføren var uden sammenligning den person jeg nogensinde har mødt, der talte dårligst engelsk. Vi skulle ud i lufthavnen og efter at have sagt ’Airport’, vist en boardingcard, tegnet en flyver og illustreret fysisk hvordan en flyver ser ud og lyder (inde i taxaen), måtte både han og vi give op; han havde ingen anelse om, hvor vi skulle hen. Til gengæld var han uden tvivl umådeligt glad for Koranen og kaniner…!
fredag den 14. november 2008
lørdag den 8. november 2008
En tur til Kuwait!
Her et kort referat fra onsdagens forretningstur til Kuwait (som ligger ca. 1,5 times flyvning væk), der ganske godt illustrerer det 'eventyr' vi er på...:
- Lander i Kuwait ved 10 tiden og sidder fast i trafikken i en time med en chauffør, som kun taler arabisk og ingen anelse har om hvor vi skal hen
- Bliver sat af det forkerte sted og må gå 15. min i øs regnvejr før vi finder kontoret
- Har et super salgsmøde med IT chef og BDM chef i en stor kommunikationsvirksomhed, der er ved at lancerer et nyt produkt. Spørgsmål og kommentarer fra de to herrer ’indikerer’, at de godt kunne have brug for lidt hjælp: e.g. ”Do you think there is a market for this product?”, “I think that maybe it is a good idea to make a plan”
- Møde med bestyrelsesformand for virksomheden, som ellers er en travl mand, da han bla. også sidder i bestyrelsen for den Kuwaitiske Nationalbank, som vist har rigeligt at se til i øjeblikket
- Flygter ud af to på hinanden følgende taxier, fordi de begge lugter af rådne æg….
- Møde med en potentiel kunde - 18 libanesiske retter på 1 time og en diskussion om alt fra fantastiske konspirationsteorier vedr. den nuværende finansielle krise til interne forhold i virksomheden
- Møde med nuværende kunde - mødet afbrydes af en 15 minutters bede-break!
- Ud i lufthavnen. Efter 4 (!) sikkerhedstjek får vi vores pladser i flyveren. Mullahen messer en lille bøn over flyhøjtaleren, og Jan og jeg er oprigtigt i tvivl, om det nu var en god idé at gå efter de helt billige billetter hos Jazeera Airways. You be the judge…
- Lander i Kuwait ved 10 tiden og sidder fast i trafikken i en time med en chauffør, som kun taler arabisk og ingen anelse har om hvor vi skal hen
- Bliver sat af det forkerte sted og må gå 15. min i øs regnvejr før vi finder kontoret
- Har et super salgsmøde med IT chef og BDM chef i en stor kommunikationsvirksomhed, der er ved at lancerer et nyt produkt. Spørgsmål og kommentarer fra de to herrer ’indikerer’, at de godt kunne have brug for lidt hjælp: e.g. ”Do you think there is a market for this product?”, “I think that maybe it is a good idea to make a plan”
- Møde med bestyrelsesformand for virksomheden, som ellers er en travl mand, da han bla. også sidder i bestyrelsen for den Kuwaitiske Nationalbank, som vist har rigeligt at se til i øjeblikket
- Flygter ud af to på hinanden følgende taxier, fordi de begge lugter af rådne æg….
- Møde med en potentiel kunde - 18 libanesiske retter på 1 time og en diskussion om alt fra fantastiske konspirationsteorier vedr. den nuværende finansielle krise til interne forhold i virksomheden
- Møde med nuværende kunde - mødet afbrydes af en 15 minutters bede-break!
- Ud i lufthavnen. Efter 4 (!) sikkerhedstjek får vi vores pladser i flyveren. Mullahen messer en lille bøn over flyhøjtaleren, og Jan og jeg er oprigtigt i tvivl, om det nu var en god idé at gå efter de helt billige billetter hos Jazeera Airways. You be the judge…
onsdag den 5. november 2008
En rejsefortælling!
At stå på busstationen i Dubai iført danske vinterklæder med 3 kufferter i hånden i stegende hede desperat forsøgende at preje en taxi alt i mens jeg forsøger at danne mig et indtryk af den by jeg skal bo i det næste halve år – er et billede jeg vil tage med mig i lang tid.
Mine første uger i Dubai har mildt sagt været fyldt med sjove, underlige, mærkelige og pudsige oplevelser. Først og fremmest kan jeg dog ikke lade være med at være ’blown away’ af hele det projekt, som Dubai er. Finanskrise kan være finanskrise i Dubai er der så meget tryk på, at selvom jeg var forberedt og havde læst på lektien, så må man bare overgive sig. Høj huse på høj huse, endeløse bygningsprojekter, kæmpe shoppings malls, biler af en anden verden og et sammenrend af mennesker med alle verdens nationaliteter.
Dubai er med andre ord for vildt et sted - på samme tid dybt fascinerende og ekstremt frastødende... Man må tage hatten af for den transformation Dubai har været igennem. Bare for at nævne et eksempel: Det er bogstaveligt talt ikke mere end 20 år siden, at hovedvejen gennem Dubai var fyldt med kameler. I dag er det en 16 sporet motor vej. Jeg kunne nævne masser af andre eksempler; ex. i London er Europas største shopping center lige åbnet - 260 butikker til en pris på ca. 17 Mia. DKK. I går åbnede Dubai Mall - 1.200 butikker... så er den konkurrence ligesom lukket. Min personlige favorit er og bliver nu byggeprojektet ’City of Wonders’, hvor man har fået den idé at samle alle verdens vidundere på samme sted. Så man laver kopier af det skæve tårn i Pisa, Taj Mahal, Giza pyramiderne, Colosseum, Eiffel tårnet etc. Lige med den lille tvist, at kopierne bliver en anelse større en originalerne. Ex. bliver Eiffel tårnet i Dubai 20 m højere end det originale... det er da humor på højt niveau og endnu et led i den store plan mod at blive en ’world destination’ i liga med New York, Paris og London. Som ejendomsmægleren, der hjalp mig med at finde en lejlighed så rammende sagde det ”In Dubai you never know…”.
Som sagt fascinerende - men det er nu lidt underligt med det åbenlyse klasseskel. Det ser man selvfølgelig overalt, når man rejser ud til ex. Asien, Sydamerika etc. Men her render der altså ca. 1 mio arbejdere fra Bangladesh, Indien, Sri Lanka rundt i blå kedeldragter for at bygge Dubai op. De knokler fra morgen til aften og bliver efter endt arbejde hentet i busser og kørt ud i ørkenen, hvor de sover i ’labour camps’, indtil arbejdet kalder igen. De fleste af disse arbejdere ser max. deres familie 1-2 uger om året...ja den er ikke helt god!
Forretningsmæssigt har det været noget af en udfordring for Jan (min kollega) og jeg at starte op fra nul. Der er virkeligt mange praktisk ting, der skal være styr på. Vi har naturligt primært fokus på at få det fysiske kontor op og stå og få nogle kunder i biksen. Den helt overordnede status er, at det går fremad med begge dele. Et midlertidigt fysisk kontor skulle gerne være oppe at stå om kort tid, og kundemæssigt skulle vi gerne snart kunne få solgt de første projekter.
Min foreløbige konklusion vedr. det at bo i Dubai er klar; har man ressourcer, så kan man leve pragtfuldt. Jeg sidder eksempelvis lige nu ved poolen på 5 etage i mit lejlighedskompleks og kigger ud over vandet i 30 graders varme. Men Dubai er næppe et sted jeg har lyst til være resten af livet, det er det (selv for mig!) for overfladisk til. Og på et tidspunkt kan man nok ikke holde den kørende på godt vejr og god mad alene… det går dog helt fint indtil videre:-) Jeg skal nok lægge billeder op på bloggen løbende (Dubai, min lejlighed, ørkenen etc.) – ligesom jeg nok skal prøve at komme med små korte opdateringer.
Mine første uger i Dubai har mildt sagt været fyldt med sjove, underlige, mærkelige og pudsige oplevelser. Først og fremmest kan jeg dog ikke lade være med at være ’blown away’ af hele det projekt, som Dubai er. Finanskrise kan være finanskrise i Dubai er der så meget tryk på, at selvom jeg var forberedt og havde læst på lektien, så må man bare overgive sig. Høj huse på høj huse, endeløse bygningsprojekter, kæmpe shoppings malls, biler af en anden verden og et sammenrend af mennesker med alle verdens nationaliteter.
Dubai er med andre ord for vildt et sted - på samme tid dybt fascinerende og ekstremt frastødende... Man må tage hatten af for den transformation Dubai har været igennem. Bare for at nævne et eksempel: Det er bogstaveligt talt ikke mere end 20 år siden, at hovedvejen gennem Dubai var fyldt med kameler. I dag er det en 16 sporet motor vej. Jeg kunne nævne masser af andre eksempler; ex. i London er Europas største shopping center lige åbnet - 260 butikker til en pris på ca. 17 Mia. DKK. I går åbnede Dubai Mall - 1.200 butikker... så er den konkurrence ligesom lukket. Min personlige favorit er og bliver nu byggeprojektet ’City of Wonders’, hvor man har fået den idé at samle alle verdens vidundere på samme sted. Så man laver kopier af det skæve tårn i Pisa, Taj Mahal, Giza pyramiderne, Colosseum, Eiffel tårnet etc. Lige med den lille tvist, at kopierne bliver en anelse større en originalerne. Ex. bliver Eiffel tårnet i Dubai 20 m højere end det originale... det er da humor på højt niveau og endnu et led i den store plan mod at blive en ’world destination’ i liga med New York, Paris og London. Som ejendomsmægleren, der hjalp mig med at finde en lejlighed så rammende sagde det ”In Dubai you never know…”.
Som sagt fascinerende - men det er nu lidt underligt med det åbenlyse klasseskel. Det ser man selvfølgelig overalt, når man rejser ud til ex. Asien, Sydamerika etc. Men her render der altså ca. 1 mio arbejdere fra Bangladesh, Indien, Sri Lanka rundt i blå kedeldragter for at bygge Dubai op. De knokler fra morgen til aften og bliver efter endt arbejde hentet i busser og kørt ud i ørkenen, hvor de sover i ’labour camps’, indtil arbejdet kalder igen. De fleste af disse arbejdere ser max. deres familie 1-2 uger om året...ja den er ikke helt god!
Forretningsmæssigt har det været noget af en udfordring for Jan (min kollega) og jeg at starte op fra nul. Der er virkeligt mange praktisk ting, der skal være styr på. Vi har naturligt primært fokus på at få det fysiske kontor op og stå og få nogle kunder i biksen. Den helt overordnede status er, at det går fremad med begge dele. Et midlertidigt fysisk kontor skulle gerne være oppe at stå om kort tid, og kundemæssigt skulle vi gerne snart kunne få solgt de første projekter.
Min foreløbige konklusion vedr. det at bo i Dubai er klar; har man ressourcer, så kan man leve pragtfuldt. Jeg sidder eksempelvis lige nu ved poolen på 5 etage i mit lejlighedskompleks og kigger ud over vandet i 30 graders varme. Men Dubai er næppe et sted jeg har lyst til være resten af livet, det er det (selv for mig!) for overfladisk til. Og på et tidspunkt kan man nok ikke holde den kørende på godt vejr og god mad alene… det går dog helt fint indtil videre:-) Jeg skal nok lægge billeder op på bloggen løbende (Dubai, min lejlighed, ørkenen etc.) – ligesom jeg nok skal prøve at komme med små korte opdateringer.
Abonner på:
Opslag (Atom)