fredag den 14. november 2008

Dubai logic!

Dubai er på mange måde en fantastisk by. I weekenden var Ninna på besøg, og vi fik virkeligt set Dubai fra den cool side: To super restaurant besøg (den ene placeret på stranden, den anden på træpiller ude i vandet!), drinks på en beach club, sol ved svimming poolen, strandtur, shopping (incl. køb af 4 bordtennis bats… don’t ask!) etc. Alene vejret er rigelig grund til at være hernede og ikke i DK:-)

Det begynder dog efterhånden at gå op for mig, at det ikke kun er varmens skyld, at jeg om aftenen er så træt, at jeg som regel falder omkuld uden at lægge mærke til det. Det skyldes primært den helt specielle ’Dubai logic’, som jeg som nyankommen ikke helt har fået ind på rygraden. Rutinerede expats har efterhånden tilegnet sig en forholdsvis apatisk accept af tingenes tilstand, hvilket gør, at de kan komme igennem de fleste dage uden at bruge unødig energi på irritation og udfordring af den måde alt fungerer på. Med andre ord – det at man har bygget en millionby op på rekordtid og samtidigt forsøger at gøre den til verdens 8. vidunder afstedkommer pænt mange mærkværdige indretninger, og det må man altså bare lære acceptere. Ellers så kan man slet ikke fungere.

Lad mig give et par eksempler
- I Dubai er der to teleudbydere: Det gamle hæderkronede ’Etisalat’ og det nye, smarte ’Du’ (begge firmaer formentligt ejet af samme sheik). Hos førstnævnte kan man læse på nettet, at man kan købe mobilt bredbånd (så man kan være på nettet overalt). For mere info omkring dette produkt skal man ringe til deres centrale servicecenter, som håndterer alle kundeforespørgsler (internet, mobil, fastnet etc.). Nummeret ’101’ er således det eneste ’Etisalat’ tlf. nummer man kan finde nogen som helst steder på nettet. Der er så lige den finte – at hvis man har et telefonnummer hos ’Du’ (som ca. 2-300.000 mennesker har i Dubai), så kan man ikke ringe 101 op. Det brugte jeg så en halv dag på at forstå, men konklusionen forblev den samme. Det svarer altså til, at alle med et Sonofon abonnement ikke kan komme i kontakt med TDC! Da jeg endelig fandt frem til Etisalats regionale kontor, hvor man kan købe mobilt bredbånd, havde de aldrig hørt om problematikken, men efter gentagne testopkald kunne de godt se, at det var et problem, som jeg var velkommen til at gå videre med!

- Et lidt kortere eksempel. Vi er næsten nået igennem ansøgningsprocessen for at få vores firmalicens. Jan var forbi og skulle bare skrive under på de sidste papirer. Alt er klappet og klart, men så spørger de efter vores firmaadresse. Hvortil Jan svarer i fuld overensstemmelse med sandheden, at vi kan ikke kan tage et lejemål, før vi har vores licens. Men myndighederne står fast: Man kan ikke få sin licens uden at have en adresse (privatadresse dur selvfølgelig ikke) og så er man ligesom fanget i en catch 22. Tak for den. Så nu er vi på jagt efter et midlertidigt kontor, hvor udlejeren er klar til at bøje reglerne…super!

- Trafik er et helt kapitel for sig. Gentagne gange har jeg oplevet jf. skiltningen at være på rette vej, men så sker der det, at det sidste skilt – det der viser afkørslen – har man ikke lige fået sat op. Og så ender man som regel med at skulle køre 40 km i den gale retning, før man kan få vendt om. Jeg har således i denne uge præsteret at køre tanken tom på 3 dages bykørsel (vi snakker altså over 500 km!)

Forstå mig ret. Jeg er stadig super glad for at være her. Dette er helt klart en oplevelse for livet. Det tager bare lidt tid at forene sig med at små opgaver som vil tage 15-20 min derhjemme, sagtens kan fylde en halv dag her. Jeg skal nok få det lært…!

Ps. Tog lige 10 sek video fra en legendarisk taxi tur Jan og jeg havde på onsdagens tur til Kuwait (der er altså bare et eller andet med Kuwait!). Taxa chaufføren var uden sammenligning den person jeg nogensinde har mødt, der talte dårligst engelsk. Vi skulle ud i lufthavnen og efter at have sagt ’Airport’, vist en boardingcard, tegnet en flyver og illustreret fysisk hvordan en flyver ser ud og lyder (inde i taxaen), måtte både han og vi give op; han havde ingen anelse om, hvor vi skulle hen. Til gengæld var han uden tvivl umådeligt glad for Koranen og kaniner…!

1 kommentar:

Peter sagde ...

Fra dagens Politiken følger her....

De rige tager de
fattige med i faldet
ROSA BROOKS
Hvis Dubai styrter sammen, vil
migrantarbejderne ryge med ned.

NU HAR vi efterhånden hørt nok om middelklassens
kamp for at overleve finanskrisen. Hvordan klarer de
rige sig?
For at få svar på mit spørgsmål tilbragte jeg nogle
dage i Dubai, den tættest befolkede by i De Forenede
Arabiske Emirater og hele verdens hovedstad for
uhæmmet overforbrug.
Indtil videre klarer de rige sig glimrende. For at
bruge D
ubais luksushotel Burj al-Arab som pejlemærke
er der stadig heftig efterspørgsel på hotelværelser
til priser fra 1.500 dollar pr. nat og bikinier til
800 dollar. Et imponerende forbrugsniveau, især når
man tænker på, at de superrige er hårdt ramt af arbejdsløshed
– stort set ingen af de designklædte
mænd og kvinder, der huserer på
Burj al-Arab, har tilsyneladende et
arbejde. Men de er tapre og ved
godt mod og betragter situationen
som en chance til at aflægge kulturelt
berigende besøg på Dubais
mange strande, i natklubber og shoppingcentre.
For os almindeligt dødelige er det dog svært ikke
at føle bare en snert af væmmelse ved Dubai, der bryster
sig af at have verdens højeste hotel, en af verdens
største indendørs skibakker og det største shoppingcenter
i hele Mellemøsten. Med sin glitrende horde
af russiske oligarker med iskolde øjne, britiske popstjerner
på coke og forkælede arvinger til globale finansfyrster
er Dubai tilstrækkelig slesk til at få de fleste
almindelige mennesker til at fryde sig ved udsigten
til et kollaps i den globale kapitalisme.
JEG BESØGTE Dubai som deltager i World Economic
Forums topmøde om den globale agenda, hvor jeg
blev tilmeldt en arbejdsgruppe om ’usikre lande’ –
selv om det, midt i Dubais overdådighed, føltes mærkeligt
at drøfte problemerne i verdens svageste og
mindst stabile lande (Afghanistan, Pakistan, Irak,
Zimbabwe, Haiti med flere).
Hvem kan fordybe sig i fattigdom
og krig, når tilbud om
udflugter i luftballon og shopping
i guldbasaren lokker? Et
eller andet sted i verden var
der fattige mennesker, der led
nød, mennesker, der døde af
banale sygdomme, fordi de ikke
blev behandlet, militser,
der hærgede i flygtningelejre
og voldtog, gennembankede og dræbte alt og alle,
der stod i vejen for dem. Bare ikke i Dubai.
Men i disse dage er selv det pengesvulmende Dubai
i krise. For sagen er den, at dette overflødighedshorn
af postmoderne global økonomi ikke rigtig skaber
noget af værdi – olien udgør kun 5 procent af BNP.
Økonomien er afhængig af service, turisme og ... ja,
det er faktisk alt. Og alle disse kunstfærdige hoteller,
indkøbscentre, forlystelsesparker og skyskrabere er
tungt lånefinansieret, bygget på usikker grund.Og
nu er Dubai måske ved at brase sammen. De olierige
naboer, som hjalp med at finansiere boomet, er
hårdt ramt af faldende oliepriser, og det globale lånemarked
for byggeprojekter er ved at gå rabundus.
Onsdag sidste uge lukkede Dubais finansielle marked
lavere end i næsten fire år; og alene i år er kursen
faldet 61 procent. Før eller senere vil selv de solbrændte
flanører mærke krisen kradse.
Jeg føler mig fristet til at bryde ud i jubel, men desværre
er det ikke kun de rige, der vil blive ramt. Næsten
80 procent befolkningen i De Forenede Arabiske
Emirater er migrantarbejdere, der er hentet ind for
at bygge Dubais skyskrabere og gøre rent på luksushotellerne.
Arbejderne kommer fra Indien, Bangladesh,
Pakistan, Usbekistan og andre fattige og usikre
regioner. I Dubai knokler de dagen lang under usle
forhold for en gennemsnitsløn på sølle 4 dollar om
dagen.
MEN DET ER stadig mere, end de kunne tjene derhjemme,
og pengene, de sender hjem til deres familier,
bidrager til at sætte gang i udviklingen i hjemlandet.
De Forenede Arabiske Emirater er verdens tredjestørste
afsender af pengeoverførsler. Hvert år sender
migrantarbejderne anslåede 6.500 milliarder dollar
til deres hjemlande; et beløb, der ligger på højde
med – og i nogle landes tilfælde overgår – den officielle
internationale udviklingsbistand. Hvis mulighederne
i Dubai (og andre velhavende, migrantafhængige
regioner) smuldrer – og det vil de – vil mange af
migranterne være tvunget til at rejse hjem igen, hvilket
vil betyde færre pengeoverførsler og flere arbejdssøgende
i ustabile lande, der allerede er ramt af
høj arbejdsløshed.
Roden til den globale krise skal findes i elitens esoteriske
omgang med finanserne, men efterdønningerne
vil vælte ind over verdens fattigste lande.
Ved mødet mindede emiren af Dubai og ministerpræsident
for De Forenede Arabiske Emirater, sheik
Mohammed bin Rashid al Maktoum, deltagerne om,
at »vi lever i en global landsby«.
Det var en ufarlig kliché. Men det var også en høflig
måde at minde forsamlingen af politikere og beslutningstagere
om, at hvis Dubai styrter sammen, vil
mange andre ryge med i forbifarten.
Brooks er professor ved Georgetown University Law Center.
© Los Angeles Times
Oversættelse: Helle Albeck