Juletid

Så er julefreden ved at sænke sig. Jeg har fået afsluttet de sidste par hængepartier og skal nu blot lige have pakket en taske, før turen om nogle timer går ud i lufthavnen. Forud venter en flyvning til Hong Kong og herefter 2,5 uges juleferie med Ninna i Hong Kong og på Filippinerne. Det bliver ganske enkelt fantastisk med en god lang ferie sammen – af gode grunde er det jo ikke meget, vi har fået set hinanden på det seneste!

Den seneste uge har været hektisk men spændende og klassisk fyldt med både faglige og praktiske udfordringer. Rent fagligt har jeg brugt tid på diverse salgsmøder og på en konkret opgave, hvor en af vores kunder ønskede at vide mere om et marked, han overvejede at bevæge sig ind i. Super spændende diskussioner med diverse virksomheder, så det har været rigtig sjovt. Samtidigt har jeg så også koordineret, at ca. 100 breve blev sendt af sted til potentielle kunder, som led i en salgskampagne – her taler vi altså om ’lidt’ mere praktisk opgave. Skal hilse og sige at det kræver lidt af en indsats at få eksekveret sådan en opgave, specielt når nu posten er totalt upålidelig (sidst jeg prøvede at sende 12 breve af sted var der kun et, der nåede frem til modtageren!), og man derfor er nød til at tænke i helt andre baner.

Herudover har den seneste uge stået på klassisk dansk julefrokost. Et par danskere hernede havde taget initiativ til en rigtig herrejulefrokost – med det resultat, at vi sidste fredag sad 15 mand i haven hos en af arrangørerne i bragende solskin og spiste sild, rødkål og flæskesteg. Aftenens højdepunkt var så absolut, da Mullahens sprøde røst ved solnedgang gjaldede ud over bydelen fra nabo moskeen, præcist som vi (måske en anelse højlydt) havde afsluttet ’haps haps haps – nu skal vi have snaps’ over bordet som bugnede af svin i alle afskygninger. Det er da integration så det batter…!

Men nu er det som sagt ferie, det gælder. Når jeg kommer tilbage, vil tingene helt sikkert begynde at tage form: Vi har nu fået godkendt alle vores officielle papirer, vi har fået et fysisk kontor og de første store projekter starter op medio januar. Så selvom det bliver godt med ferie, er jeg naturligvis også spændt på at se hvad månederne efter jul vil bringe af udfordringer, sjove oplevelser og pudsige indfald i Dubai.

God jul og godt nytår til alle!

Sådan ser det ud, når man på et intermistisk kontor
koordinerer stor brev kampagne

Klassisk Dubai - det er svæt at se, men på porten står der:
"Welcome to Universal Studios Dubai - Will open 2010".
Ja det ser ikke ud som de lige er ved at være færdige!

Sådan åbner man julegaver i den nye tidsalder - MSN er en fantastisk opfindelse!
I øvrigt tak til Jasper, Stine og Katrine for spillet:-)

Efter talrige opfordringer kommer her et par billeder fra min lejlighed - her stuen

Udsigten fra balkonen ud over Dubai Marina
(som uden tvivl må være et af verdens største byggeprojekter - 400 tårne kommer der til at stå, når det er færdigt. Man er i dag nået op på ca. 200)

Og pool området med Dubai Marina i baggrunden

Billeder fra Marinaen

Bare lige for at give et indblik i hvordan Dubai Marina ser ud
(fandt disse billeder på nettet)

Dette billede er vist nogle år gammelt, så hele området er nu blevet udbygget, men det giver et et meget godt overblik over området

Journalistik 'Dubai Style'

Jeg var ude og løbe en tur her til aften (første gang jeg måtte supplere shortsene med en lang ærmet t-shirt… det er for alvor blevet vinter!). På vej gennem receptionen griber jeg ’7-days’, som er Dubais svar på Metroexpres, og bliver straks underholdt af forsiden, som utvetydigt hylder den iranske sko-kastende journalist, som forleden vurderede, at Hr. Bush vist trængte til et par nye. Det er ikke den store hemmelighed, at der er ret kraftig journalistisk censur her. Og lur mig om ikke der har været et par embedsmænd inde over denne forside og den tilhørende artikel, hvor skokasterens chef, fætter, tidligere nabo og et væld af andre mennesker udtaler sig i særdeles rosende vendinger om dette stunt… Man er vist - heller ikke her i landet - så imponerede over USA!

Censur kan således bruges til politiske manifestationer – men også til at sætte ens eget land i et helt urimeligt positivt lys (tit hænger de to ting sammen). Det er selvfølgelig også tilfældet her. Der er forbavsende få negative historier, hvilket godt kan undre lidt, når nu hele bunden er ved at falde ud af ejendomsmarkedet, der netop har været Dubai’s helt store vækstmotor. For at censuren ikke skal blive alt for ’tydelig’, giver man masserne nogle små lunser af ’det rigtige liv’. Det kan være en kort notits om, at der desværre har været en enkelt arbejdsulykke den seneste måned (nok en sandhed med modifikationer) eller, at der er registreret prisfald på enkelte ejendomme (afgjort en sandhed med modifikationer).

På side 2 i dagens avis bliver jeg endnu engang voldsomt underholdt, da embedsmændene fra før har været på arbejde igen – denne gang for at nedtone kriminaliteten. Hold så fast – der står i en notits på 15 linjer, at man har fanget 4 arabiske mænd, der har tilstået at de har fabrikeret 16.795 falske kredit kort og samlet hævet over $ 60 millioner på disse kort i Dubai (!). Hvis ikke det er en ’headline’ at 4 mænd i Dubai har svindlet sig til knap en halv milliard kroner, så ved jeg ikke hvad er….! I øvrigt kan man godt betvivle, at der kun har været 4 mand involveret i denne sag – men politiet oplyser at case is closed!



Nr. 3 artikel i avisen (også på side 2) har embedsmændene formentligt ikke været inde over. Den er til gengæld klassisk Dubai. Til trods for finanskrise og globalt fokus på co2 udledning, så præsenterer direktøren for det nye Armani Resort i Dubai med stolthed planerne om at lave en kæmpe kunstig strand med nedkølet sand (!!). Og hvordan skal det så foregå? Jo…”We will suck out the heat out the sand to keep it cool enough to lie on”…nå ja, klart nok. Og hvorfor ?? Jo fordi ”This is the kind of luxury top people want”… Ok – det kunne måske være at ‘Top people’ var så intelligente, at de godt kan regne ud, at i sommermånederne hvor der er 50 grader i Dubai, så er det altså ikke der, man skal slæbe familien med på strandferie!

Og således kom jeg til side 3…

Tiida'en på tur

Da Jan og jeg sad hjemme i DK og planlagde detaljerne omkring Dubai, så kom vi helt automatisk ind på emnet biler. Biler er fantastisk billige i Dubai, ex. kan en 2-3 år gammel Porsche erhverves for under 150.000 DKK, så der var vel ikke noget at sige til, at vi nu begge mente, at drømmebilen var inden for rækkevidde.

Back to reality… I Dubai kan man ikke købe bil før man har sit residency, sit residency skal man få gennem sit arbejde, men først når man har en trade license, sin trade license kan man først få, når man har en fysisk adresse, og jeg kunne fortsætte… som nævnt tidligere indeholder denne proces op til flere catch-22’s. Så det der med at købe en fed bil kan Jan og jeg godt skyde en hvid pil efter.

Løsningen er så naturligvis at leje en bil. Af en eller anden årsag kan man kun leje grimme biler, der koster ca. det samme i lejepris som derhjemme (er det bare mig eller virker det underligt!?). Konklusionen på dette er at jeg kører rundt i en såkaldt Nissan Tiida med herlig sandfarvet kabine. Tiida er en model der af forklarlige årsager aldrig rigtigt er blevet markedsført på det danske marked. Min model var godt smadret, da jeg fik den fra Avis, og det pyntede ikke på den, at et engelsk kvindemenneske valgte at knalde ind i mig, mens jeg sagesløst holdt for rødt. I øvrigt en fantastisk historie – da hun ikke havde noget kørekort stod hun til udvisning fra Dubai for denne forseelse… Anyways – jeg får kørt nogle kilometer i min Tiida, og den klarer det faktisk i fint.

I Tirsdags var Tiida’en dog for alvor kommet på tur. Jan og jeg var til konference i Abu Dhabi (ca. 1,5 time væk). Konferencen sluttede med en gallamiddag, som vi egentligt havde besluttet os for at droppe, da vi jo havde et par timers kørsel foran os. Vi beslutter os dog alligevel for at tage med. Og sikke en fest… gallamiddagen afholdes på noget der hedder Emirates Palace. Et gammel Sheik Palads som de nu har lavet til Abu Dhabis fineste hotel. Et monstrum af en bygning – flere steder med 20-30 meter til loftet. Jeg har aldrig set noget lignende. Festen for de ca. 1000 mennesker bliver afholdt ved pool området, og for at vise vej til området har de hyret de første 20 modeller til at vise vej (levende skilte!!). Da vi så ankommer til festen har de fået oplyst hele hotellet udefra, lyst det hele op med fakler alt imens en violinist står i en plastisk boble (!) og spiller til funky dance tunes. Sådan kørte hele aftenen videre afsluttende med at 12 mands stort orkester spillede 70’er og 80’er klassikere… det må man give dem. Det var ’fornuftigt’ skruet sammen…

Men aftenens klart sjoveste episode indtraf ved festens start. I Dubai er Valet parkering meget udbredt (dvs. man giver nøglerne i receptionen og så parkerer de bilen for en). Jeg ser som regel ingen anledning til at vise min bil frem mere end højst nødvendigt, så det prøver jeg så vidt muligt at undgå… Ved parkering foran dette ekstreme luksus hotel ender jeg af uransagelige årsager i ’valet parking’ køen – fuldstændig og aldeles omgivet af Ferrari’er, Lamborghinis, Bentleys og Rolls Royces…Det var ganske enkelt ’priceless’ at rækker receptionisten nøglen til Tiida’en. Heldigvis fik vi det foreviget….

Indgangen til Emirates Palace Hotel

'Klodshans' ankommer

'Klodshans' parkerer

Dubai logic!

Dubai er på mange måde en fantastisk by. I weekenden var Ninna på besøg, og vi fik virkeligt set Dubai fra den cool side: To super restaurant besøg (den ene placeret på stranden, den anden på træpiller ude i vandet!), drinks på en beach club, sol ved svimming poolen, strandtur, shopping (incl. køb af 4 bordtennis bats… don’t ask!) etc. Alene vejret er rigelig grund til at være hernede og ikke i DK:-)

Det begynder dog efterhånden at gå op for mig, at det ikke kun er varmens skyld, at jeg om aftenen er så træt, at jeg som regel falder omkuld uden at lægge mærke til det. Det skyldes primært den helt specielle ’Dubai logic’, som jeg som nyankommen ikke helt har fået ind på rygraden. Rutinerede expats har efterhånden tilegnet sig en forholdsvis apatisk accept af tingenes tilstand, hvilket gør, at de kan komme igennem de fleste dage uden at bruge unødig energi på irritation og udfordring af den måde alt fungerer på. Med andre ord – det at man har bygget en millionby op på rekordtid og samtidigt forsøger at gøre den til verdens 8. vidunder afstedkommer pænt mange mærkværdige indretninger, og det må man altså bare lære acceptere. Ellers så kan man slet ikke fungere.

Lad mig give et par eksempler
- I Dubai er der to teleudbydere: Det gamle hæderkronede ’Etisalat’ og det nye, smarte ’Du’ (begge firmaer formentligt ejet af samme sheik). Hos førstnævnte kan man læse på nettet, at man kan købe mobilt bredbånd (så man kan være på nettet overalt). For mere info omkring dette produkt skal man ringe til deres centrale servicecenter, som håndterer alle kundeforespørgsler (internet, mobil, fastnet etc.). Nummeret ’101’ er således det eneste ’Etisalat’ tlf. nummer man kan finde nogen som helst steder på nettet. Der er så lige den finte – at hvis man har et telefonnummer hos ’Du’ (som ca. 2-300.000 mennesker har i Dubai), så kan man ikke ringe 101 op. Det brugte jeg så en halv dag på at forstå, men konklusionen forblev den samme. Det svarer altså til, at alle med et Sonofon abonnement ikke kan komme i kontakt med TDC! Da jeg endelig fandt frem til Etisalats regionale kontor, hvor man kan købe mobilt bredbånd, havde de aldrig hørt om problematikken, men efter gentagne testopkald kunne de godt se, at det var et problem, som jeg var velkommen til at gå videre med!

- Et lidt kortere eksempel. Vi er næsten nået igennem ansøgningsprocessen for at få vores firmalicens. Jan var forbi og skulle bare skrive under på de sidste papirer. Alt er klappet og klart, men så spørger de efter vores firmaadresse. Hvortil Jan svarer i fuld overensstemmelse med sandheden, at vi kan ikke kan tage et lejemål, før vi har vores licens. Men myndighederne står fast: Man kan ikke få sin licens uden at have en adresse (privatadresse dur selvfølgelig ikke) og så er man ligesom fanget i en catch 22. Tak for den. Så nu er vi på jagt efter et midlertidigt kontor, hvor udlejeren er klar til at bøje reglerne…super!

- Trafik er et helt kapitel for sig. Gentagne gange har jeg oplevet jf. skiltningen at være på rette vej, men så sker der det, at det sidste skilt – det der viser afkørslen – har man ikke lige fået sat op. Og så ender man som regel med at skulle køre 40 km i den gale retning, før man kan få vendt om. Jeg har således i denne uge præsteret at køre tanken tom på 3 dages bykørsel (vi snakker altså over 500 km!)

Forstå mig ret. Jeg er stadig super glad for at være her. Dette er helt klart en oplevelse for livet. Det tager bare lidt tid at forene sig med at små opgaver som vil tage 15-20 min derhjemme, sagtens kan fylde en halv dag her. Jeg skal nok få det lært…!

Ps. Tog lige 10 sek video fra en legendarisk taxi tur Jan og jeg havde på onsdagens tur til Kuwait (der er altså bare et eller andet med Kuwait!). Taxa chaufføren var uden sammenligning den person jeg nogensinde har mødt, der talte dårligst engelsk. Vi skulle ud i lufthavnen og efter at have sagt ’Airport’, vist en boardingcard, tegnet en flyver og illustreret fysisk hvordan en flyver ser ud og lyder (inde i taxaen), måtte både han og vi give op; han havde ingen anelse om, hvor vi skulle hen. Til gengæld var han uden tvivl umådeligt glad for Koranen og kaniner…!

En tur til Kuwait!

Her et kort referat fra onsdagens forretningstur til Kuwait (som ligger ca. 1,5 times flyvning væk), der ganske godt illustrerer det 'eventyr' vi er på...:


- Lander i Kuwait ved 10 tiden og sidder fast i trafikken i en time med en chauffør, som kun taler arabisk og ingen anelse har om hvor vi skal hen
- Bliver sat af det forkerte sted og må gå 15. min i øs regnvejr før vi finder kontoret
- Har et super salgsmøde med IT chef og BDM chef i en stor kommunikationsvirksomhed, der er ved at lancerer et nyt produkt. Spørgsmål og kommentarer fra de to herrer ’indikerer’, at de godt kunne have brug for lidt hjælp: e.g. ”Do you think there is a market for this product?”, “I think that maybe it is a good idea to make a plan”
- Møde med bestyrelsesformand for virksomheden, som ellers er en travl mand, da han bla. også sidder i bestyrelsen for den Kuwaitiske Nationalbank, som vist har rigeligt at se til i øjeblikket
- Flygter ud af to på hinanden følgende taxier, fordi de begge lugter af rådne æg….
- Møde med en potentiel kunde - 18 libanesiske retter på 1 time og en diskussion om alt fra fantastiske konspirationsteorier vedr. den nuværende finansielle krise til interne forhold i virksomheden
- Møde med nuværende kunde - mødet afbrydes af en 15 minutters bede-break!

- Ud i lufthavnen. Efter 4 (!) sikkerhedstjek får vi vores pladser i flyveren. Mullahen messer en lille bøn over flyhøjtaleren, og Jan og jeg er oprigtigt i tvivl, om det nu var en god idé at gå efter de helt billige billetter hos Jazeera Airways. You be the judge…

En rejsefortælling!

At stå på busstationen i Dubai iført danske vinterklæder med 3 kufferter i hånden i stegende hede desperat forsøgende at preje en taxi alt i mens jeg forsøger at danne mig et indtryk af den by jeg skal bo i det næste halve år – er et billede jeg vil tage med mig i lang tid.
Mine første uger i Dubai har mildt sagt været fyldt med sjove, underlige, mærkelige og pudsige oplevelser. Først og fremmest kan jeg dog ikke lade være med at være ’blown away’ af hele det projekt, som Dubai er. Finanskrise kan være finanskrise i Dubai er der så meget tryk på, at selvom jeg var forberedt og havde læst på lektien, så må man bare overgive sig. Høj huse på høj huse, endeløse bygningsprojekter, kæmpe shoppings malls, biler af en anden verden og et sammenrend af mennesker med alle verdens nationaliteter.

Dubai er med andre ord for vildt et sted - på samme tid dybt fascinerende og ekstremt frastødende... Man må tage hatten af for den transformation Dubai har været igennem. Bare for at nævne et eksempel: Det er bogstaveligt talt ikke mere end 20 år siden, at hovedvejen gennem Dubai var fyldt med kameler. I dag er det en 16 sporet motor vej. Jeg kunne nævne masser af andre eksempler; ex. i London er Europas største shopping center lige åbnet - 260 butikker til en pris på ca. 17 Mia. DKK. I går åbnede Dubai Mall - 1.200 butikker... så er den konkurrence ligesom lukket. Min personlige favorit er og bliver nu byggeprojektet ’City of Wonders’, hvor man har fået den idé at samle alle verdens vidundere på samme sted. Så man laver kopier af det skæve tårn i Pisa, Taj Mahal, Giza pyramiderne, Colosseum, Eiffel tårnet etc. Lige med den lille tvist, at kopierne bliver en anelse større en originalerne. Ex. bliver Eiffel tårnet i Dubai 20 m højere end det originale... det er da humor på højt niveau og endnu et led i den store plan mod at blive en ’world destination’ i liga med New York, Paris og London. Som ejendomsmægleren, der hjalp mig med at finde en lejlighed så rammende sagde det ”In Dubai you never know…”.

Som sagt fascinerende - men det er nu lidt underligt med det åbenlyse klasseskel. Det ser man selvfølgelig overalt, når man rejser ud til ex. Asien, Sydamerika etc. Men her render der altså ca. 1 mio arbejdere fra Bangladesh, Indien, Sri Lanka rundt i blå kedeldragter for at bygge Dubai op. De knokler fra morgen til aften og bliver efter endt arbejde hentet i busser og kørt ud i ørkenen, hvor de sover i ’labour camps’, indtil arbejdet kalder igen. De fleste af disse arbejdere ser max. deres familie 1-2 uger om året...ja den er ikke helt god!

Forretningsmæssigt har det været noget af en udfordring for Jan (min kollega) og jeg at starte op fra nul. Der er virkeligt mange praktisk ting, der skal være styr på. Vi har naturligt primært fokus på at få det fysiske kontor op og stå og få nogle kunder i biksen. Den helt overordnede status er, at det går fremad med begge dele. Et midlertidigt fysisk kontor skulle gerne være oppe at stå om kort tid, og kundemæssigt skulle vi gerne snart kunne få solgt de første projekter.

Min foreløbige konklusion vedr. det at bo i Dubai er klar; har man ressourcer, så kan man leve pragtfuldt. Jeg sidder eksempelvis lige nu ved poolen på 5 etage i mit lejlighedskompleks og kigger ud over vandet i 30 graders varme. Men Dubai er næppe et sted jeg har lyst til være resten af livet, det er det (selv for mig!) for overfladisk til. Og på et tidspunkt kan man nok ikke holde den kørende på godt vejr og god mad alene… det går dog helt fint indtil videre:-) Jeg skal nok lægge billeder op på bloggen løbende (Dubai, min lejlighed, ørkenen etc.) – ligesom jeg nok skal prøve at komme med små korte opdateringer.