tirsdag den 23. december 2008

Juletid

Så er julefreden ved at sænke sig. Jeg har fået afsluttet de sidste par hængepartier og skal nu blot lige have pakket en taske, før turen om nogle timer går ud i lufthavnen. Forud venter en flyvning til Hong Kong og herefter 2,5 uges juleferie med Ninna i Hong Kong og på Filippinerne. Det bliver ganske enkelt fantastisk med en god lang ferie sammen – af gode grunde er det jo ikke meget, vi har fået set hinanden på det seneste!

Den seneste uge har været hektisk men spændende og klassisk fyldt med både faglige og praktiske udfordringer. Rent fagligt har jeg brugt tid på diverse salgsmøder og på en konkret opgave, hvor en af vores kunder ønskede at vide mere om et marked, han overvejede at bevæge sig ind i. Super spændende diskussioner med diverse virksomheder, så det har været rigtig sjovt. Samtidigt har jeg så også koordineret, at ca. 100 breve blev sendt af sted til potentielle kunder, som led i en salgskampagne – her taler vi altså om ’lidt’ mere praktisk opgave. Skal hilse og sige at det kræver lidt af en indsats at få eksekveret sådan en opgave, specielt når nu posten er totalt upålidelig (sidst jeg prøvede at sende 12 breve af sted var der kun et, der nåede frem til modtageren!), og man derfor er nød til at tænke i helt andre baner.

Herudover har den seneste uge stået på klassisk dansk julefrokost. Et par danskere hernede havde taget initiativ til en rigtig herrejulefrokost – med det resultat, at vi sidste fredag sad 15 mand i haven hos en af arrangørerne i bragende solskin og spiste sild, rødkål og flæskesteg. Aftenens højdepunkt var så absolut, da Mullahens sprøde røst ved solnedgang gjaldede ud over bydelen fra nabo moskeen, præcist som vi (måske en anelse højlydt) havde afsluttet ’haps haps haps – nu skal vi have snaps’ over bordet som bugnede af svin i alle afskygninger. Det er da integration så det batter…!

Men nu er det som sagt ferie, det gælder. Når jeg kommer tilbage, vil tingene helt sikkert begynde at tage form: Vi har nu fået godkendt alle vores officielle papirer, vi har fået et fysisk kontor og de første store projekter starter op medio januar. Så selvom det bliver godt med ferie, er jeg naturligvis også spændt på at se hvad månederne efter jul vil bringe af udfordringer, sjove oplevelser og pudsige indfald i Dubai.

God jul og godt nytår til alle!

Sådan ser det ud, når man på et intermistisk kontor
koordinerer stor brev kampagne

Klassisk Dubai - det er svæt at se, men på porten står der:
"Welcome to Universal Studios Dubai - Will open 2010".
Ja det ser ikke ud som de lige er ved at være færdige!

Sådan åbner man julegaver i den nye tidsalder - MSN er en fantastisk opfindelse!
I øvrigt tak til Jasper, Stine og Katrine for spillet:-)
Efter talrige opfordringer kommer her et par billeder fra min lejlighed - her stuen

Udsigten fra balkonen ud over Dubai Marina
(som uden tvivl må være et af verdens største byggeprojekter - 400 tårne kommer der til at stå, når det er færdigt. Man er i dag nået op på ca. 200)
Og pool området med Dubai Marina i baggrunden

Billeder fra Marinaen

Bare lige for at give et indblik i hvordan Dubai Marina ser ud
(fandt disse billeder på nettet)


Dette billede er vist nogle år gammelt, så hele området er nu blevet udbygget, men det giver et et meget godt overblik over området


Ingen kommentarer: